Både kvalitet og kvantitet er i top, når det handler om værtsnationens repræsentation i Post Danmark Rundt med frontfigurer som Jakob Fuglsang (Astana), Lars Bak (Lotto Soudal), Magnus Cort (Orica-GreenEdge), der er udset til rollen som kaptajn for det rød-hvide landshold, Tinkoff-Saxo-kvartetten Christopher Juul-Jensen sidste års vinder Michael Valgren, Matti Breschel og Michael Mørkøv samt i alt omkring et halvt hundrede danske aktører på startlinjen i morgen i Struer.
Men den kendsgerning, at hjemmebaneyndlingene udgør cirka en tredjedel af feltet, er absolut ingen garanti for, at en af dem troner øverst på podiet lørdag på Frederiksberg Allé, og selv om de udenlandske mandskaber i højere grad er præget af homogenitet end lysende stjerner, skiller en af gæsterne sig klart ud, som en alvorlig trussel mod dansk succes.




























