Med endnu en eksplosiv kraftudladning i en ny udfordrende finale dokumenterede Matti Breschel (Tinkoff-Saxo) for anden dag i træk på brillant vis, at han har evnet at få formkurven til at ramme en top i hjemmebaneopgaven Post Danmark Rundt.
Den 30-årige danske klassiker- og etapespecialist slog uimodståelig til på den korte, stejle stigning, der satte punktum for formiddagens 116 km fra Slagelse til Frederiksværk, og dermed noteredes han for sin niende gevinst i den danske rundtur.




























