Både verdens to mest magtfulde arrangører, franske Amaury Sport Organisation (ASO) og italienske Rcs Sport, Den Internationale Cykelunion (UCI) og den forholdsvis nyetablerede sammenslutning af en række af de professionelle firmahold, Velon, har fået øjnene op for, at det ligger særdeles attraktive økonomiske muligheder i et samarbejde med flere små, men styrtende rige stater i et område, hvor den krævende idræt ellers kun har yderst sparsomme traditioner.
Det giver sig helt aktuelt udslag i, at en række af de ypperste pedalatleter med den slovakiske verdensmester Peter Sagan (Tinkoff-Saxo), WorldTour-ranglistens spanske førstemand Alejandro Valverde (Movistar) og den forgangne søndags suveræne italienske sejrherre i Il Lombardia Vincenzo Nibali (Astana) i spidsen i morgen giver sig i kast med en helt ny styrkeprøve, den fire dage lange Abu Dhabi Tour.




























