I en gyseragtig, timelang finalejagt, hvor føringen skiftede gang på gang, spillede den belgisk-danske duo Iljo Keisse og Michael Mørkøv den afgørende trumf ud blot få minutter før afslutningen og sikrede sig med en ultimativ offensiv sejren i den 75. udgave af seksdagesløbet på velodromen i Gent.
Dette sidste øjebliks fremstød bragte parret alene i spidsen, og da rivalerne ikke formåede at svare igen, sluttede den 32-årige belgier og den to år yngre danske eksverdensmester i parløb med 457 point en omgang foran de to rent belgiske konstellationer, de tidligere VM-guldvindere Kenny De Ketele-Gijs Van Hoecke med 449 og de unge himmelstormere Jasper De Buyset-Otte Vergaerde med 442.




























