Mens favoritterne til de endelige topplaceringer i det samlede klassement i Paris-Nice vogtede nøje på hinanden og givetvis allerede havde tankerne rettet mod morgendagens kongeetape, tilkæmpede den 23-årige kasakher Alexey Lutsenko (Astana) sig en herlig jubelstund på den 198 km lange færd fra Saint-Paul-Trois-Chateaux til Salon-de-Provence.
U23-verdensmesteren fra 2012 i Valkenburg iværksatte med 15 km tilbage en solooffensiv, der i en håndevending bragte ham op til den sidste af deltagerne i dagens lange udbrud franskmanden Antoine Duchesne (Direct Energie).




























