Efter et par døgn med følelserne på kogepunktet på grund af aflysningen af kongeetapen, der givetvis ville have skabt en gevaldig omvæltning i klassementet, hvis den var blevet gennemført, pegede alt frem mod en tilbagevenden til hverdagen i det italienske WorldTour-løb Tirreno-Adriatico, indtil der manglede godt 20 km af den 210 km lange færd fra Castelraimondo til Cepegatti.
Men bedst som de fleste havde affundet sig med, at strabadserne var stærkt på vej mod at munde ud i den ventede massespurt, tog verdensmesteren Peter Sagan (Tinkoff) initiativet til en kraftig omskrivning af drejebogen.




























