Om en uge indleder den britiske eksverdensmester Mark Cavendish med sit sydafrikanske mandskab Dimension Data jagten på sin 27. etapesejr i Tour de France, men i dag fik den 31-årige spurtkanon fra Isle of Man bekræftelse på, at der også venter en anden og særdeles prestigemættet udfordring inden for den nærmeste fremtid.
Det britiske cykelforbund meddelte nemlig, at Cavendish er udtaget til banelandsholdet, som jagter medaljer ved OL i Rio, og dermed får superstjernen opfyldt den drøm, som fødtes, da han indså, at det ville være umuligt for ham at hævde sig på den krævende landevejsrute i Brasilien.




























