Mens den 26-årige colombianer Nairo Quintana (Movistar) hyldedes af svulmende menneskemasser under en parade i Bogotas gader, satte den jævnaldrende slovak Peter Sagan (Tinkoff) efter EM-succesen i Frankrig kursen mod Holland, hvor han fra i dag til og med søndag skal søge at tilbageerobre den WorldTour-trone, som han måtte afgive til sydamerikaneren, da denne triumferede i Vuelta a España.
Det syv dage lange hollandsk-belgiske Eneco Tour er det 26. og næstsidste arrangement i den gennemgående sæsonkonkurrence – den italienske klassiker Il Lombardia sætter punktum 1. oktober – hvor Sagan kun er 24 point efter Quintana i den samlede stilling.




























