Stjerne trodser smerter efter dramatisk styrt

Mesterlig. Tom Boonen har vundet Flandern Rundt tre gange (2005, 2006, 2012) og fire gange på brostenene i det nordlige Frankrig: (Paris-Roubaix 2005, 2008, 2009, 2012).
Mesterlig. Tom Boonen har vundet Flandern Rundt tre gange (2005, 2006, 2012) og fire gange på brostenene i det nordlige Frankrig: (Paris-Roubaix 2005, 2008, 2009, 2012).
Lyt til artiklen

Endnu har den tidligere belgiske verdensmester og den dominerende skikkelse på den internationale cykelscene sidste forår, Tom Boonen (Omega Pharma-Quick Step), ondt i det ene knæ efter sit dramatiske styrt i søndagens Gent-Wevelgem. Men det 32-årige nationalidol er så opsat på at gøre en god figur i de to højdepunkter, der endnu resterer for ham i den indledende fase af sæsonen, Flandern Rundt på søndag og Paris-Roubaix ugen efter, at han har valgt at trodse smerterne i det hævede knæ i forsøget på at blive klar til de forestående prestigemættede opgaver. Har brug for løbsrytmen inden Flandern Rundt »Jeg har simpelthen brug for løbsrytmen, så derfor nytter det ikke noget, at jeg bare bliver siddende på hometraineren, selv om det også er hårdt arbejde«, siger Tom Boonen til belgiske medier som forklaring på, at han i dag er at finde i feltet, når Driedaagse De Panne indledes med 199,8 km fra Middelkerke til Koksijde. Om Boonen så kommer til at spille en fremtrædende rolle i det korte etapeløb blot to døgn efter det barske møde med asfalten, da han forgæves søgte at forcere en fortovskant, forekommer tvivlsomt, men Omega Pharm-Quick Step, der ved denne lejlighed har Brian Holm i sportsdirektørstaben, har også et par andre stærke trumfer at spille ud. Chavanel forsvarer sidste års sejr Sammenlagt gælder det først og fremmest franskmanden Sylvain Chavanel, mens den britiske eksverdensmester Mark Cavendish fortsætter jagten på sæsonens syvende sejr, efter at nr. 5 og 6 registreredes 8. februar, da han vandt den afsluttende etape i Tour of Qatar og sikrede sig den samlede førsteplads. Chavanel lavede sidste år et tilsvarende nummer i Driedaagse De Panne, hvor sidste dag traditionelt byder på to halvetaper med den godt 14 km lange enkeltstart som særdeles afgørende for løbets udfald. Franskmanden slog i 2012 til i dette temporidt, og det indbragte ham den samlede sejr foran hollænderen Lieuwe Westra (Vacansoleil) - senere det år vinder af Post Danmark Rundt - og polakken Maciej Bodnar (Cannondale), der i søndags optrådte som så fremragende en hjælper for sin slovakiske holdkammerat Peter Sagan på dennes vej mod triumfen i Gent-Wevelgem. Etape minder om Flandern Rundt Sagan er også til start i Driedaagse De Panne, og gjorde sig sidste år bemærket med sejr på 1. etape, mens det var to sprintere, tyskeren Marcel Kittel (Argos-Shimano) og nordmanden Alexander Kristoff (Katusha) strøg til tops på de to næste. Disse vindernavne fortæller også lidt om karakteren af det løb, der af mange bruges som værdifuld forberedelse til Flandern Rundt. Dagens etape har adskillige lighedspunkter med den kommende klassiker og byder således på i alt 13 af de velkendte mure i det flamske landskab, mens de to følgende styrkeprøver i højere grad appellerer til de deciderede spurtstærke afsluttere. Milano-Sanremo vinderen også til start Der er da også talrige af disse på startlisten. Foruden Cavendish, Kittel, Kristoff og Sagan gælder det den overraskende tyske vinder af Milano-Sanremo Gerald Ciolek (MTN-Qhubeka), landsmanden André Greipel (Lotto-Belisol), den franske U23 verdensmester Arnaud Démare (FDJ) samt italienerne Roberto Ferrari (Lampre), Francesco Chicchi (Vini Fantini) og Sacha Modolo (Bardiani-CSF). Driedaagse De Panne er uden dansk deltagelse, da Team Saxo-Tinkoff ikke stiller op, ligesom Lars Bak springer over hos Lotto-Belisol. I alt er 23 mandskaber til start og heraf har de 10 ProTeam status.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her