Ikke siden Danmarks Cykle Union i 2006 med udgangspunkt i en trup koncentreret omkring kvartetten i 4 km holdforfølgelsesløb og den tyske landstræner Heiko Salzwedel som en uhyre effektiv igangsætter indledte en målrettet, ambitiøs og – skulle det vise sig – vellykket jagt på at genvinde positionen som en magtfaktor inden for banesporten, har udfoldelserne kørt på så lavt blus lavt som i disse måneder.
Den ekstremt trængte økonomiske situation i det specialforbund, der markerede sig som det mest medaljevindende ved OL i Rio, har nemlig nødvendiggjort, at sæsonens to første World Cup-arrangementer på velodromerne i Glasgow og Apeldoorn er foregået helt uden dansk deltagelse, og kun med nød og næppe har det kunnet lade sig gøre omkring denne weekend at afvikle en træningssamling i Ballerup Super Arena.




























