For den 36-årige spanske stjerneveteran Alejandro Valverde (Movistar) har deltagelsen i den 97. udgave af hjemlandets WorldTour-løb Volta a Catalunya formet sig som en stormfuld og omtumlet affære med skiftevis overstadig jubel og bitre skuffelser.
Og på dagens 182 km lange kongeetape fra Valls til målet på bjerget Lo Port i 1.000 meters højde ramtes toppen af følelsesregistret så atter med overvældende styrke, da Movistar-kaptajnen brillerede med en opvisning, som på alle punkter var af storslået karakter.




























