Arrangørerne af årets Vuelta a España valgte at gå utraditionelt til værks, da uddelingen af de fire wildcard til den tre uger lange rundtur på Den Iberiske Halvø fra 19. august til 10. september i dag blev foretaget.
I stedet for de mere etablerede mandskaber i den internationale 2. division, der stod i kø for at gøre de 18 automatisk startberettigede kollektiver med WorldTeam-licens selskab, foretrak spanierne nemlig to firmahold, der er helt nye på det næstbedste globale plan, og det kan vise sig at komme den tredobbelte danske OL-medaljevinder på bane Lasse Norman til gode.




























