Med en fænomenal kraftudladning, som affødte en af de mest storslåede triumfer i Flandern Rundts historie, indskrev den 34-årige belgisk mester Philippe Gilbert (Quick-Step Floors) sig på den prestigemættede klassikers vinderliste, da han i en gigantisk solooffensiv på 56 km næsten naturstridigt formåede at holde rivalerne på afstand.
Få meter, før han havde afsluttet de 260 kilometers strabadser fra Antwerpen til Oudenaarde, bremsede Gilbert op, sprang af cyklen og løftede den jublende over hovedet for at tilbagelægge den sidste lille bid vej til fods, og dermed tilførtes det medrivende skuespil en ekstra krølle på halen, som adskiller det yderligere fra de talrige foregående.


























