Nok var det belgieren Philippe Gilbert (Quick-Step Floors), der tilkæmpede sig den ubetingede hovedrolle med sin episke offensiv i Flandern Rundt, men landsmanden, den olympiske guldvinder Greg Van Avermaet (BMC), kan ud over andenpladsen efter en heroisk fight for at overvinde følgerne af det dramatiske styrt på Oude Kwaremont også trøste sig med, at han styrkede sin føring på WorldTour-ranglisten markant.
Således er han med sine 1.898 point på den position urørlig både for deltagerne i det 14. arrangement i den gennemgående sæsonkonkurrence, Baskerlandet Rundt, som indledes i dag, og for de rivaler, han skal prøve kræfter med igen på søndag i Paris-Roubaix.




























