Kongeetapen i Baskerlandet Rundt leverede endnu et forrygende bevis på, at den 36-årige spanske superstjerne Alejandro Valverde (Movistar) ikke har sat det mindste til af sit exceptionnelle format, selv om han nu er i gang med sin 16. sæson i den krævende professionelle cykelbranche.
I en lille eksklusiv frontgruppe, som fulgtes ad på den sidste del af den 139,8 km lange færd fra Bilbao til Arrate, havde Movistar-kaptajnen ingen problemer med at spurtbesejre franskmanden Romain Bardet (AG2R), colombianeren Rigoberto Uran (Cannondale-Drapac), canadieren Michael Woods (Cannondale-Drapac) og sydafrikaneren Louis Meintjes (UAE Fly Emirates), mens spanieren Alberto Contador (Trek-Segafredo) vanen tro i finaler af den karakter satte lidt til på de afsluttende meter og noteredes for et minus på 3 sekunder.




























