I de tre seneste sæsoner og fire gange i alt i karrieren har den spanske stjerneveteran Alejandro Valverde (Movistar) formået at klatre hurtigere til toppen af den åndedrætsbesværende stejle Mur de Huy end konkurrenterne og sikre sig pladsen øverst på podiet i det belgiske WorldTour-løb Flèche Wallonne.
Når dertil kommer, at den snart 37-årige – han har fødselsdag på tirsdag – Movistar-kaptajn i den indledende fase af sæsonen har markeret sig som den mest vindende i den professionelle cykelkaravane med ni sejre, samt, at to af hans formodet værste rivaler, den belgisk-franske Quick-Step Floors duo Philippe Gilbert og Julian Alaphilippe, er fraværende af helbredsmæssige årsager, er det ikke så underligt, at Valverde fra alle sider fremhæves som superfavorit i dagens 81. udgave af den 204,5 km lange styrkeprøve.



























