Gennem nogle år har waliseren Geraint Thomas oparbejdet en status som en af de mest værdifulde hjælperyttere på det britiske storhold Team Sky, hvor han ikke mindst har spillet en afgørende rolle i Chris Froomes triumfrige Tour de France-felttog.
Men nu er den 30-årige alsidige brite, der på sit generalieblad blandt andet har tre VM-titler og to OL-guldmedaljer i 4 km holdforfølgelsesløb, inden han for alvor kastede sig over landevejen, nået til et punkt, hvor han selv vil jagte succes i en stor rundtur.




























