I usædvanlige omgivelser på flyvepladsen i Bardufoss, hvor startbanen lagde asfalt til opløbet, fyrede værtsnationens favorit Alexander Kristoff (Katusha-Alpecin) iført sin nyerhvervede europamester-trikot en så kraftfuld spurt af, at han uden for alvor at være presset hjemførte sejren på den 185 km lange 2. etape i Arctic Race of Norway, som udgik fra Sjøvegen.
Når gevinsten nord for polarcirklen kom til at tage sig så overbevisende ud, skyldtes det i høj grad det eminente forarbejde, Kristoffs tro danske væbner Michael Mørkøv havde leveret på de sidste kilometer.




























