Mens forgrundsfigurerne i det samlede klassement holdt våbenhvile, og stort set alle var at finde i det hovedfelt, der fulgtes ad til mål på den 207 km lange 7. etape i Vuelta a España fra lliria til Cuenca, fejrede et af de helt store talenter på den internationale cykelscene, den 22-årige slovener Matej Mohoric (UAE Team Emirates), en længe efterstræbt triumf.
På den sidste stejle stigning knap 15 km fra mål op gennem de brostensbelagte gader i Cuencas gamle bydel tog Mohoric teten og splittede det 14 mands udbrud, der havde præget det meste af dagen.


























