Med de hidtil to skrappeste stigninger i årets Vuelta a España som afslutning på den 187,5 km lange 11. etape fra Lorca til Calor Alto lå forventningerne til underholdningsværdien i det inciterende cykelskuespil på et højt niveau, og de indfriedes til fulde i en dramatisk, stormomsust, kold og regnfuld finale op til målet 2.120 meter over havets overflade.
Den maksimale, øjeblikkelige hæder høstede det colombianske supertalent Miguel Angel Lopez (Astana), der kæmpede sig til vejs ende 14 sekunder foran to andre markante vindere, den britiske indehaver af den røde førertrøje Chris Froome (Sky), der kom stærkt tilbage på den sidste km efter at have været hårdt presset. og den italienske etapeløbsstjerne Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida).




























