I fuldstændig suveræn stil sikrede den 22-årige William Rimkratt-Milkowski sig for tredje sæson i træk og fjerde i alt det danske mesterskab i den mest klassiske af samtlige banesportens discipliner sprint, da han i finalen i Ballerup Super Arena afviste Tim Bendtsen i to afdelinger, mens Rasmus Søgaard havde brug for tre for at afvise Rasmus Bøgh Wallin i bronzedysten.
Ud over guldet kunne Rimkratt-Milkowski også glæde sig over en fremragende bedrift i tidkørslen, da han med 10,614 sekunder slettede Lars Brian Nielsens 22 år gamle nationale rekord på 10,643 i 200 m med flyvende start sat på hjemlig grund en sommerdag på den hedengangne Ordrupbane i 1995.




























