Da den 31-årige newzealandske mester Joseph Cooper lige netop holdt hjem med ét sekunds afstand til et hidsigt jagtende felt på den 153 km lange 9. og sidste etape i Tour of Hainan, var det ikke kun vinderen og hans holdkammerater på det australske IsoWhey-mandskab, der jublede.
Flere af rytterne på italienske Wilier Triestina blandede sig ivrigt i flokken af begejstrede gratulanter, for Coopers ultimative og succesrige offensiv betød, at han snuppede de 10 bonussekunder, som ellers, hvis de var faldet i de forkerte hænder, kunne have udgjort en alvorlig trussel mod Wilier Triestinas indehaver af den gule førertrøje Jacopo Mosca.




























