Med dagens melding fra det belgiske storhold Quick-Step Floors om, at udskiftningen i rytterstaben frem mod næste sæson er tilendebragt, står det fast, at det mest vindende mandskab gennem de seneste seks år konfronteres med en særdeles vanskelig udfordring i bestræbelser på også i 2018 at slutte som nr. 1 på sejrslisten.
Manager Patrick Lefevere og hans folk – blandt andre den danske sportsdirektør Brian Holm – siger nemlig farvel til seks ryttere, der tilsammen er noteret for 26 af de 56 gevinster, det er blevet til i år.




























