Som han i fredags indledte sin deltagelse i sæsonens tredje World Cup i banecykling i Toronto-forstaden Milton, satte 20-årige Niklas Larsen også punktum for sin optræden på den canadiske velodrom med en forrygende opvisning, der efterlod rivalerne chanceløse.
I den olympiske disciplin omnium udnyttede den unge rød-hvide himmelstormer i nat dansk tid sine formidable evner i den sidste af de fire afdelinger, pointløbet, til at erobre pladsen øverst på podiet, ganske som han gjorde det for en måned siden i vinterens første World Cup-stævne i den polske by Pruszkow.




























