Blot et døgn efter, at den tredobbelte OL-medaljevinder Lasse Norman Hansen (Aqua Blue Sport) triumferede på 1. etape i det australske Herald Sun Tour, fortsatte den danske mester Mads Pedersen (Trek-Segafredo) her til morgen den forrygende rød-hvide succes i den bagende hede down under.
På den 198,6 km lange 2. etape fra Warrnambool til Ballarat viste den 22-årige Mads Pedersen nemlig dannebrogstrikoten fornemt frem, da han drønede først over stregen et halvt hjul foran australieren Steele Von Hoff (Bennelong SwissWellness), der også var blevet nr. 2 efter Norman, og med den australske champion Alex Edmondson (Mitchelton-Scott) på tredjepladsen.




























