I en overraskende og spændingsmættet afsluttende fase af den 210 km lange 3. etape i Paris-Nice fra Bourges til Châtel-Guyon demonstrerede Jakob Fuglsang med stærk offensiv kørsel, at hans rolle i løbet langt fra er udspillet, selv om den er blevet en anden, end den 32-årige dansker havde forestillet sig inden starten i søndags.
På den sidste af dagens tre mindre stigninger Côte de Charbonnières med 22 km til mål banede et kraftfuldt Fuglsang-angreb vejen for et kontrafremstød fra holdkammeraten Luis Léon Sanchez' side.




























