Inden denne sæson var U23-europamesteren i enkeltstart Kasper Asgreen uhyre tæt på at skrive kontrakt med et WorldTour-mandskab, men sponsorinteresser, der ikke var relateret til sportslige vurderinger, betød, at en rytter af en anden nationalitet blev foretrukket, mens den unge dansker måtte udskyde opfyldelsen af sine drømme.
Det kom så i dag Bjarne Riis’ og Lars Seiers Team Virtu til gode, da den tempostærke 23-årige Asgreen demonstrerede sine kvaliteter også på en krævende finalestigning og scorede dobbelttriumf i det kroatiske etapeløb Istrian Spring Trophy, der er et traditionelt forberedelsesarrangement til sæsonen for en lang række af de mindre europæiske mandskaber.


























