Med en fornem lille buket af nogle af verdens ypperste etapeløbsstjerner og ikke mindst den firedobbelte Tour de France-vinder og regerende Vuelta a España-konge Chris Froome (Team Sky) i fremtrædende roller leveredes et herligt medrivende show på den 138,3 km lange 3. etape fra Ora til Merano i Tour of the Alps.
Selv om navne som Froome, franskmanden Thibaut Pinot (Groupama-FDJ), italieneren Domenico Pozzovivo (Bahrain-Merida) og colombianeren Miguel Angel Lopez (Astana) undervejs demonstrerede imponerende form, var det i sidste ende en ung, forholdsvis ukendt australsk himmelstormer Ben O’Connor (Dimension Data), der jublende sikrede sig det maksimale udbytte.




























