Med den samlede fjerdeplads i Tour de Romandie sluttede i dag Jakob Fuglsangs første store konkurrenceblok, der har været afbrudt af en højdetræningslejr på Tenerife, og den efterlader en særdeles opmuntrende bekræftelse på de forhåbninger, Danmarks bedste etapeløbsrytter gennem det seneste tiår gav udtryk for, da Politiken besøgte ham under en Astana-træningslejr ved Middelhavet i december.
»Det bliver et stort 2018. Det kan jeg mærke«, lød den 33-årige danskers konklusion ved den lejlighed på snakken om de opgaver, den forestående sæson ville byde på – og i den sammenhæng var tankerne ikke mindst rettet mod Tour de France, som indledes 7. juli.




























