Brostenene fra Paris-Roubaix er i de seneste år adskillige gange blevet benyttet i Tour de France, men strabadserne på etaperne med de uvejsomme færdselsårer er ikke siden 1985 afsluttet i byen, hvor finalen i den berømte forårsklassiker hvert år afvikles på den bedagede velodrom - sædvanligvis den anden søndag i april.
På dagens 156,5 km lange færd, der udgår fra Arras, skal rytterne nu ikke spurte om hæder på cykelbanen, men på en af gaderne i den umiddelbare nærhed, og grønsværen på inderkredsen, hvor vinderen af Paris-Roubaix hyldes og modtager den eftertragtede brosten som trofæ, må denne gang nøjes med at være hjemsted for tv-selskabernes gigantiske tekniske zone, der opbygges ved hver målby.




























