I den svulmende mængde af etablerede, mulige vinderemner, som præger startlisten til det sidste af cykelsportens fem prestigemættede monumenter, den 112. udgave af det 241 km lange Il Lombardia på den udfordrende rute fra Bergamo til Como, møder en enkelt af de formodede hovedpersoner op med en ganske anden baggrund end rivalerne.
Da andre af favoritterne, såsom sidste års italienske sejrherre, Vincenzo Nibali (Bahrain Merida), den spanske verdensmester, Alejandro Valverde (Movistar), og den franske vinder af onsdagens Milano-Torino, Thibaut Pinot (Groupama-FDJ), allerede havde fuld fart på deres karrierer, havde canadieren Michael Woods (EF Education First) endnu ikke trådt de første konkurrencemeter på en cykel.




























