Efter en kort pause oven på sin forrygende triumf i Milano-Sanremo demonstrerede den 26-årige franskmand Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) på dagens 149 km lange 2. etape i Baskerlandet Rundt fra Zumarranga til Gorraiz, at han intet har sat over styr i de godt to uger, der er gået siden finaleopvisningen på Via Roma i Middelhavsbyen.
På den korte, stejle opløbsstrækning skød sæsonens mest vindende rytter på vanlig eksplosiv vis uimodståeligt frem på de sidste 100 meter og passerede belgieren Bjorg Lambrecht (Lotto Soudal), der først havde taget chancen, men måtte se sig henvist til andenpladsen som den første i en gruppe på 17 ryttere.




























