Når Michael Mørkøv her til eftermiddag i Limburg-provinsen i Holland er med i den Deceuninck-Quick Step-trup, der tager fat på sæsonens anden afdeling af den såkaldte Hammer Series, sker det med en markant anerkendelse fra arbejdsgiverens side i ryggen.
I dag har det belgiske storhold nemlig offentliggjort, at det har forlænget kontrakten med den 34-årige dansker for yderligere to sæsoner, og Mørkøv har vel at mærke indgået den mest lukrative aftale i sin professionelle landevejskarriere, som er inde i sit 11. år.




























