Med en lettere blodig højre albue og cykeldresset en anelse iturevet på hoften vidnede Jakob Fuglsangs (Astana) fremtoning umiddelbart efter den 228 km lange 6. etape i Critèrium du Dauphiné fra Saint Vulbas til Saint Michel de Maurienne om , at han havde været involveret i et uønsket møde med asfalten.
Til gengæld var der intet i den 34-årige danskers indsats i Tour de France-generalprøvens længste opgave, som i øvrigt indikerede den mindste form for krise, og på en dag, da løbets klassementsfavoritter med udsigt til weekendens bragende bjergslag holdt våbenhvile, krydsede Fuglsang stregen på en sjetteplads 6.10 minutter efter den sejrende franskmand Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step).




























