Efter den stormende jubelrus, franskmanden Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) har været midtpunktet i, og som han med sin forrygende bedrift på enkeltstarten i Pau tvang op til euforiske højder, konfronteres værtsnationens 27-årige Tour de France-darling med en skæbnedag på den forestående 117,5 km lange 14. etape fra Tarbes til målet på Col du Tourmalet i 2.115 meters højde.
Noget tilsvarende gælder for Danmarks Tour-håb Jakob Fuglsang (Astana) – også for ham bliver den udmarvende færd op i Pyrenæernes tynde luft afgørende for, hvor langt drømmene kan bære, for dagens styrkeprøve vil kunne fremkalde ganske andre tidsforskelle, end det eksempelvis oplevedes på enkeltstarten i Pau.




























