Ingen skal være i tvivl om, hvor manden med den brune hud og det sorte krølhår kommer fra. Selv om den sydfranske sol let bager luftens temperatur op over 30 grader, er han svøbt i Colombias gule, blå og røde flag, som han bærer over en colombiansk fodboldtrøje.
Mandens navn er Diego Fernández, og dag efter dag er han at finde et sted langs Tour de France-ruten sammen med en gruppe venner. Alle er de unge mænd, og alle har de investeret en mindre formue i at flyve mere end 8.000 kilometer til Frankrig for at følge deres nations folkehelte: Nairo Quintana, Rigoberto Urán, Egan Bernal. Tre af det traditionsrige cykelløbs store profiler.


























