Med den nedgående sols skarpe stråler skinnende gennem triumfbuen og ned ad Champs-Élysées i et næsten flammende sceneri tordnede Tour de France-aktørerne i vildt opskruet tempo frem mod det ultimative opgør, der som forudset formede sig som en drabelig massespurt med det lille eksplosive australske kraftbundt Caleb Ewan (Lotto Soudal) som sejrherre for tredje gang i løbet.
I en temmelig uorganiseret finale, hvor eksempelvis Deceuninck-Quick Steps forsøg på at styre begivenhederne røg i vasken, fordi den italienske trumf Elia Viviani ikke kunne følge med, var nordmanden Edvald Boasson Hagen (Dimension Data) den første til at satse.


























