For den 22-årige OL-bronzevinder i 4 km holdforfølgelsesløb Niklas Larsen (coloQuick) har de to uger, der er gået, siden han hyldedes som samlet vinder af den største hjemlige cykelbegivenhed Post Nord Danmark Rundt, budt på et overflødighedshorn af jubeloplevelser, som har understreget, hvilke exceptionelle, alsidige evner han er i besiddelse af.
Præstationen på de hjemlige landeveje indbragte nemlig blot den første af fem triumfer erobret i tre forskellige discipliner på 14 dage i fire forskellige lande med den sidste hentet i det norske Grand Prix Lillehammer, hvor Niklas Larsen var den klart hurtigste, da 16 ryttere nåede samlet til mål efter de 133,5 km.




























