Med armene strakt jublende op mod Asturiens tågedækkede himmel krydsede Danmarks førende professionelle cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) målstregen i 1.690 meters højde på bjerget La Cubilla som vinder af den 144,4 km lange 16. etape i Vuelta a España, der udgik fra Pravia.
Med et markant temposkift godt 4 km fra toppen slap den 34-årige dansker af med sine sidste følgesvende fra dagens lange udbrud, og han kæmpede sig til vejs ende 22 sekunder foran englænderen Tao Geogheghan Hart (Team Ineos), mens Fuglsangs spanske holdkammerat Luis León Sánchez, som havde sin del af æren for Astana-succesen, var 40 sekunder bagud på tredjepladsen.




























