Med de hollandske europamestre i suveræn opvisningsstil og Danmark som afmægtig statist i dysten om medaljer præsenteredes på de snørklede, smalle landeveje i Yorkshires kuperede – og denne søndag skiftevis regnvåde og solbeskinnede – terræn den ny disciplin i VM-familien, hvor mænd og kvinder forener deres tempoevner i et mixed stafetholdløb.
Den mandlige hollandske trio bestående af de to Jumbo-Visma holdkammerater Jos van Emden og Koen Bouwman samt Trek-Segafredos Bauke Mollema sørgede efter de indledende 13,7 km for, at landsmændene Lucinda Brand, Riejanne Markus og Amy Pieters kunne gå ud med et forspring på 21 sekunder til nærmeste rival, der på det tidspunkt var Storbritannien.




























