Efter en sidste forrygende styrkeprøve i bjergene på den 190 km lange 20. etape i Giro d’Italia fra Alba til Sestriere med de solbeskinnede, sneomkransede tinder på grænsen til det lukkede Frankrig som en malerisk kulisse er der lagt op til en uhørt spændende og jævnbyrdig finale på den afsluttende 15,7 km enkeltstart til Milano.
For efter godt 3.480 km gennem Italien har både den 24-årige australier Jai Hindley (Team Sunweb) og den et år ældre englænder Tao Geoghegan Hart (Ineos Grenadiers), der fulgtes ad til mål med sidstnævnte som sikker spurtvinder, brugt 85 timer, 22 minutter og 7 sekunder til at tilbagelægge denne distance.




























