Både tempospecialisterne og sprinterne synes at skulle få væsentligt bedre muligheder for at udfolde sig i næste års Tour de France, end tilfældet var i den udgave, der trods alle coronavanskeligheder nåede til vejs ende i Paris 20. september med slovenerne Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) og Primoz Roglic (Jumbo-Visma) i det ultimative opgør om den endelige triumf.
To lange enkeltstarter på i alt 58 km og en ruteføring, der generelt af Tour-direktør Christian Prudhomme betegnes som mere traditionel end dette års, kan deltagerne således se frem til, når de giver sig i kast med den tre uger lange færd gennem Frankrig, som indledes lørdag 26. juni i Brest.




























