Danskeren har næsten to minutters forspring til Richard Carapaz før paradekørsel til Paris.

Jonas Vingegaard sætter sig solidt på den samlede andenplads

Foto: Philippe Lopez/Ritzau Scanpix
Foto: Philippe Lopez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Jonas Vingegaard er snublende tæt på at lave et historisk dansk sportsresultat.

Søndag kører han ind til Paris på den sidste etape i Tour de France, og medmindre alt går galt, vil han efterfølgende kunne træde op på podiet på Champs-Élysées.

Vingegaard forsvarede nemlig sin andenplads i klassementet med en flot præstation på lørdagens 20. etape, der bød på en 30 kilometer lang enkeltstart.

Jumbo-Visma-danskeren blev nummer tre. Kun Vingegaards holdkammerat Wout van Aert og landsmanden Kasper Asgreen var hurtigere. Van Aert endte som etapevinderen med en tid, der var 21 sekunder hurtigere end Asgreens.

Vingegaard øgede dermed sit forspring til løbets nummer tre, Richard Carapaz (Ineos), og så godt som sikrede den første danske podieplacering i Tour de France, siden Bjarne Riis vandt i 1996.

Tadej Pogacar (UAE) nærmer sig den samlede sejr for andet år i træk. Sloveneren, der har været noget nær urørlig over de seneste tre uger, var på enkeltstarten aldrig i nærheden af at smide sin store føring over styr.

Pogacar kører til Paris med 5 minutter og 20 sekunder ned til Jonas Vingegaard.

Mens det ikke blev til en dansk etapesejr lørdag, så var top-10 spækket med de rød-hvide farver. Ud over Asgreen og Vingegaard blev Mikkel Bjerg og Magnus Cort henholdsvis syv og ni.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her