Afslapningen og hyldeststunderne er forbi for Danmarks Tour de France-sensation Jonas Vingegaard, der mindre end to uger efter finalen på Champs-Élysées i morgen atter trækker i arbejdstøjet, når endagsløbene i WorldTour-serien genoptages med den 42. udgave af Clasica San Sebastian.
Den 24-årige dansker er den eneste fra Jumbo-Vismas Tour-trup, der stiller til start, og hvor det på de franske landeveje indledningsvis var en tilfældighed i form af den slovenske superstjerne Primoz Roglics tidlige exit, der banede vejen for Vingegaards uventede status som det hollandske mandskabs klassementstrumf, er danskeren fra første færd tiltænkt kaptajnsrollen i den 223,5 km lange styrkeprøve i Baskerlandet.




























