Spændingen om det overordnede udfald af PostNord Danmark Rundt kvalte det 21-årige belgiske supertalent Remco Evenepoel (Deceuninck-Quick) allerede i torsdags med sin storslåede opvisning på kongeetapen til Vejle.
Alligevel formåede det kropsligt lille, men styrkemæssigt kolossale fænomen af en cykelrytter at tilføre den bragende folkefest, som de fem dage gennem landet udviklede sig til med titusinder af tilskuere langs ruten, yderligere en exceptionel dimension.




























