Med en kraftmættet, eksplosiv finish drønede Magnus Cort (EF) over stregen et hjul foran italieneren Andrea Bagioli (Deceuninck-Quick Step) til sin anden triumf i årets Vuelta a España og den femte i karrieren, da omkring 40 ryttere nåede til mål i første gruppe på den 175 km lange 12. etape fra Jaén til Córdoba.
Næsten samtidig noteredes Deceuninck-Quick Step-holdkammeraterne Mikkel Frølich Honoré og Kasper Asgreen for særdeles opmuntrende præstationer i det 192 km lange belgiske Druivenkoers, som for en stor dels vedkommende afvikledes på ruten, hvor årets VM skal køres om en måned.


























