Med sejr i begge jagter på premiereaftenen i Dansk Bicycle Clubs tredagesløb i Ballerup Super Arena indtager de olympiske guldvindere og dobbelte verdensmestre i parløb Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv den samlede førsteplads inden fredagens fortsættelse af den anden udgave af den begivenhed, som har afløst det københavnske seksdagesløb på cykelsportens internationale terminsliste.
Det danske superpar ligger i spidsen med 88 point, og presses først og fremmest af den dansk-newzealandske duo Matias Malmberg og Aaron Gate samt de hollandske europamestre Yoeri Havik-Jan Willem van Schip, der på omgangshøjde med hjemmebanefavoritterne er noteret for henholdsvis 55 og 35 point.




























