Når 10 af de 18 mandskaber i cykelsportens 1. division i dag på Mallorca tørner ud til den første opgave i 2022 i det 154,7 km lange Trofeo Calvia, tager den 41-årige spanske superstjerne Alejandro Valverde (Movistar) samtidig hul på det 22. og sidste kapitel i sin storslåede professionelle karriere.
131 førstepladser er den tilsyneladende uopslidelige Movistar-kaptajn noteret for, siden han i 2003 hentede den første på 3. etape i Baskerlandet Rundt. Blandt de ypperste huskes VM-titlen i 2018, de fire gevinster i Liège-Bastogne-Liège, fem i Flèche Wallonne, den samlede triumf i Vuelta a España 2009 samt i alt 17 etapesejre i de tre store rundture – 12 i Vueltaen, 4 i Tour de France og 1 i Giro d’Italia.




























