I 272 km syntes det slovenske fænomen Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) at have fuldstændig styr på sin første optræden i den 106. udgave af den belgiske klassiker Flandern Rundt.
På samtlige stigninger frem mod finalen afslørede den 23-årige dobbelte Tour de France-vinder sig som klart den stærkeste, og på den sidste, Paterberg, lykkedes det kun med nød og næppe den sidste af hans ledsagere, hollænderen Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix), at holde hans hjul, hvorefter de to fortsatte den afsluttende halv snes km sammen mod mål.




























