Få meter før målstregen på næstsidste etapes åndeløst stejle, regnglatte opløbsstrækning i Baskerlandet Rundt forvandledes en yderst lovende udvikling for Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) til noget af et mareridt, som kom til at koste ham værdifulde sekunder.
Den 25-årige dansker havde med 15 km tilbage skilt sig ud fra favoritgruppen sammen med yderligere 6 ryttere, og selv om de forgæves jagtede den 21-årige spanier Carlos Rodriguez (Ineos Grenadiers) fra dagens lange udbrud, stod det klart, at de på den 163,8 km lange færd fra Zamudio til Mallabia skulle udkæmpe dysten om de øvrige attraktive placeringer.




























